Betjente bidt, slået og sparket

Foto: Anders Knudsen

Hen over weekenden har lokale betjente måtte tage i mod både bid, slag, spark og verbal overfusning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag formiddag tjekkede politiet en bil, som var kommet i land i Rødbyhavn fra færgen.

På bagsædet sad en kvinde med et 3-4 år gammelt barn på skødet. Betjentene gjorde opmærksom på, at et barn af sikkerhedsmæssige årsager skal være fastspændt under kørsel i Danmark. Den oplysning gjorde føreren af bilen, en 54-årig mand med bopæl i Tyskland ophidset.

Ifølge Sydsjælland og Lolland-Falsters politi råbte han af betjentene, og derfor blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af ordenbekendtgørelsen.

Efter endt afhøring på stedet blev hans løsladt igen. Historien fortæller ikke noget om, at barnet ved den videre kørsel sad fastspændt i sikkerhedssele.

Senere var politiet ved at anholde en spirituspåvirket bilist på Nørrevang i Maribo. Den anholdte nåede kontaktede en kammerat, der ankom til stedet.

Kammeraten, en 20-årig mand fra Errindlev, forsøgte at komme hen til patruljebilen, hvori den anholdte sad, fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters politi.

I den forbindelse forsøgte en af betjentene at bortvise den tilkomne kammerat, men fik i stedet et slag i brystkassen.

Den 20-årige blev derfor anholdt og sigtet efter straffelovens bestemmelser om vold mod en person i offentlig tjeneste og taget med på Næstved Politigård.

Den sidste episode skete tidligt søndag. En 39-årig mand fra Sakskøbing blev kort efter klokken tre anholdt på Brovejen i Nykøbing.

Politiet var blevet tilkaldt, fordi der havde været noget uro ved diskotek First Floor, og den 39-årige var blevet smidt ud fra stedet.

Betjentene fandt ham i en affaldscontainer, men da han kom op, gjorde han heftigt modstand og råbte og truede betjentene.

Det lykkedes den 39-årige at få bidt en af betjentene i en finger, så den brækkede, og han sparkede ud efter en anden betjent.

Den 39-årige blev derfor sigtet for vold mod politiet og for trusler, og han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt inden han blev løsladt søndag eftermiddag.