Betjente blev sparket og svinet til

13. april i år forsøgte to unge piger at befri en ven fra en patruljevogn på Nordfalster.

Episoden udviklede sig til vold, idet pigerne sparkede to betjente. Desuden kom pigerne med trusler og skældsord mod betjentene, og så blev pigerne anholdt.

Fredag var pigerne i Retten i Nykøbing, og her blev de dømt for både befrielsesforsøg, vold og ukvemsord mod politiet. Men pigerne er kun 15 og 16 år. Desuden er de efter alt at dømme blevet mere modne og har taget ved lære af episoden.

Derfor fik de begge betingede domme på 30 dages fængsel med et års prøvetid. Pigerne accepterede afgørelsen

Pigerne var og er stadig anbragt på et opholdssted i Vester Kippinge. Her fik de 13. april besøg af en ven, som ikke måtte være der, og politiet blev tilkaldt.

Indenfor kom de to betjente og de to piger i skænderi. Pigerne ville ikke have, at deres ven skulle tages med. Men han blev anbragt på bagsædet i patruljevognen sammen med en kvindelig betjent. 

Pigerne åbnede døren og forsøgte at trække deres ven ud. En mandlig betjent hev dem væk og fik den 15-årige lagt ned. Hans kollega kom til, efter at have lagt den unge mand i bilen i håndjern. Hun holdt den 15-årige nede, mens den mandlige betjent derefter fik lagt den 16-årige pige ned.

Begge betjente blev sparket flere gange af pigerne, der også svinede politifolkene til med ord som “luder” og “bøsse”.

To piger på 15 og 16 år dømt for vold, befrielsesforsøg og ukvemsord mod politiet i en sag fra Nordfalster.

Offentliggjort Sidst opdateret