Med metaldetektorer og hunde forsøger politifolk at finde det våben, som sagsbehandler Birthe Christiansen blev dræbt med forleden i Holstebro.
Eftersøgningen er søndag koncentreret til et område med buskads ved Sortestien i byen.
Det skyldes, at et vidne lørdag i buskadset fik øje på noget efterladt tøj, som muligvis har forbindelse til drabssagen.
- Med nyfalden sne er det lidt problematisk, siger vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard om den intensiverede eftersøgning.
Det efterladte tøj er sendt til nærmere undersøgelse på Kriminalteknisk Center under Rigspolitiet.
Muligvis er der på tøjet spor af den 28-årige mand, der er sigtet og fængslet i sagen om drabet på den 56-årige kvinde.
- Vi er forsigtige optimister, siger Michael Kjeldgaard.
Både lørdag og søndag har dykkere været beskæftiget med minutiøst at gennemgå Storå i byen i håbet om at finde mordvåbnet.
Forbrydelsen skete onsdag morgen ved ottetiden. Da Birthe Christiansen ankom til parkeringspladsen ved sin arbejdsplads på Jobcentret på Brogårdsvej, blev hun overfaldet af en mand, der stak hende flere gange.
I ambulancen nævnte den svært kvæstede kvinde fornavnet på den 28-årige mand, der senere samme formiddag blev anholdt på et såkaldt job- og kompetancecenter på Harald Leths Vej.
Hun skulle have haft et møde med den 28-årige senere på dagen.
På hospitalet i Herning kæmpede kirurgerne for at redde hendes liv, men efter en operation på en time og 30 minutter måtte de give op.
Den 28-årige nægter at stå bag overfaldet.
- Jeg kan bare sige, at det har jeg ikke gjort, sagde han i grundlovsforhøret.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker