De københavnske betjente overvejer nu at trække den kokaindømte erhvervskvinde Rigmor Zobel i retten efter, at hun i tv-programmet 21 Søndag beskyldte en navngiven betjent for at lyve i retten.
- Det er noget forbandet svineri, at hun tillader sig at beskylde en navngiven betjent for at lyve i retten. Og det hverken kan eller vil vi finde os i, lyder det fra formanden for Københavns Politiforening, Claus Oxfeldt.
For åben skærm nævnte Rigmor Zobel navnet på den betjent, der afhørte hende på Station City efter sin anholdelse og sagde, at han "sidder og lyver under ed uden at blinke".
- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det her ikke får konsekvenser. Vi er nødt til at tage det her op, siger Claus Oxfeldt.
Ud over at lyve i retten beskyldte Rigmor Zobel også betjenten for at råbe hende ind i hovedet og true med, at han ville smide hende i spjældet.
Københavns politidirektør, Johan Reimann, opfordrer Rigmor Zobel til at ringe til statsadvokaten, hvis hun har noget at udsætte på politiet.
- Hun bør jo klage, hvis hun har opfattelsen af at være blevet forkert behandlet. Hun behøver ikke engang at forfatte et brev. Hun kan bare ringe, lyder det fra politidirektøren.
Ifølge Rigmor Zobels advokat, Jørgen Lange, er der dog for længst indgivet en klage. Det bekræfter vicepolitiinspektør Mogens Kjærgaard Møller fra Københavns Politi i et brev til advokaten fra den 20. oktober 2009. "Jeg har opfattet Deres henvendelse som en klage over forløbet", skriver Mogens Kjærgaard Møller i brevet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde