Betjente vil ikke spærre naboens børn inde

Almindelige og ellers lovlydige borgere får et stempel som kriminelle og risikerer at havne i arresthuse og fængsler, hvis regeringens såkaldte lømmelpakke bliver vedtaget.

Sådan lyder advarslen fra fængselsbetjentene, der også har meldt sig i køen af kritikere af lovforslaget. Det går blandt andet ud på at give markant hårdere straffe til personer, der sætter sig på vejen, hægter sig sammen og på den måde spærrer for politiet.

Især udsigten til at skulle håndtere nye og langt flere klienter bekymrer Dansk Fængselsforbund.

"Fængselsforbundets medlemmer sørger for at holde samfundets forbrydere bag lås og slå. Vi er meget gerne fri for at medvirke til at spærre naboens børn inde. Det er vi ikke uddannet til," skriver forbundsformand Kim Østerbye i et høringssvar til Justitsministeriet.

Betjentene er bekymrede for, at der med lovforslaget "sker en kriminalisering af "almindelige" lovlydige borgere, hvilket Fængselsforbundet anser for en uheldig udvikling," hedder det.

Lovforslaget hastes igennem Folketinget, så det kan få virkning før klimatopmødet i december. Her ventes store demonstrationer og en del uroligheder.

En meget stor del af de mennesker, der vil blive dømt efter den nye lov, er ikke vant til at færdes i det kriminelle miljø, forudser forbundsformand Kim Østerbye.

Blandt de øvrige kritikere af lovforslaget er advokaterne og Institut for Menneskerettigheder.

På tirsdag skal instituttets direktør, Jonas Christoffersen, diskutere stramningerne med en repræsentant for Københavns Politi. Det sker på en høring, som Folketingets retsudvalg har arrangeret.

/ritzau/

Regeringens lømmelpakke om hårde straffe for ballade møder også kritik hos Dansk Fængselsforbund. Lovforslaget hastes igennem Folketinget inden klimatopmødet

Offentliggjort Sidst opdateret