Bevæbnede mænd røver pengetransport

To bevæbnede røvere har standset en pengetransport fra Post Danmark. Røveriet skete kl. 19.55 i Uggerløse syd for Holbæk og er ifølge vagtchefen fra Midt- og Vestsjællands Politi øjensynligt nøje planlagt.

- Røverne har spredt partisansøm i området omkring Uggerløse. Vi har fået flere henvendelser fra bilister, der er punkteret, siger vagtchefen.

Politiet fik de første opkald fra punkterede bilister, før røveriet skete. Derfor vidste ordensmagten, at der var en forbrydelse på vej, men vidste bare ikke hvor.

Røverne kørte i en hvid kassevogn og var bevæbnede med pistoler. De tvang chaufføren i pengetransporten ud af bilen, men under røveriet udløses en farvepatron, så dele af udbyttet bliver ødelagt.

- Derefter flygter røverne i kassevognen, og kører i sydlig retning mod Store Merløse eller Stenlille. Vi ved, at de er kørt sydpå, for alle partisansømmene er spredt nord for gerningsstedet, siger vagtchefen.

Politiet formoder, at røverne allerede har skiftet køretøj, da det har været fremgangsmåden ved lignende røverier. Derfor leder ordensmagten blandt andet i skovområder syd for Uggerløse, hvor røverne kan tænkes at have efterladt kassevognen.

Det er endnu uvist, hvor stort et udbytte de to mænd er sluppet af sted med.

/ritzau/

To mænd med pistoler har røvet en pengetransport fra Post Danmark i Uggerløse ved Holbæk. Røverne har spredt partisansøm i området.

Offentliggjort Sidst opdateret