Med en ulovlig kniv sneg journalisten Lars Wikborg sig i juni 2007 forbi kontrollen i Københavns Lufthavn og beskrev senere lufthavnens sikkerhedsbrist i avisen 24 Timer. Det kan nu koste ham en ubetinget fængselsstraf i syv dage.
Han erkender at have smuglet den ulovlige kniv forbi sikkerhedskontrollen i lufthavnen, men mener ikke, at han bør straffes, da historien har en stor samfundsmæssig interesse og karakter af et såkaldt "anerkendelsesværdigt formål", som det fremgår af våbenloven.
- Der var ingen anden udvej. Vi kunne ikke have lavet historien på en anden måde, forklarede Lars Wikborg i byretten.
Han havde forud for sin tur til lufthavnen rettet henvendelse til Københavns Lufthavns kommunikationschef, som afviste, at det skulle være muligt at få en ulovlig kniv forbi sikkerhedstjekket og ud til gaten.
I sagen står Poul Madsen, daværende chefredaktør på 24 Timer og nuværende ditto på Ekstra Bladet, tiltalt for at have deltaget i Lars Wikborgs lovbrud, men risikerer højst en bøde på 3000 kroner.
I byretten forklarede Poul Madsen vigtigheden af at afdække huller i flysikkerheden.
- Lars Wikborg kunne være fløjet til Berlin og slået alle i flyet ihjel, hvis det var det han ville, sagde Poul Madsen.
- Vores mål var at sørge for, at man ikke kan medbringe den slags knive om bord på fly, sagde han.
Lars Wikborg er tidligere blevet fundet skyldig i en lignende sag, hvor han i 2004 tog en grillkniv fra en lufthavnsrestaurant. I avisen Urban beskrev han, hvordan han uhindret tog grillkniven med ud til gaten.
I det tilfælde blev han kendt skyldig i både byret og landsret, som tildelte ham en bødestraf. Højesteret bestemte, at straffen skulle bortfalde, men fastholdt, at Lars Wikborg havde overtrådt våbenloven.
Der afsiges dom i sagen tirsdag 19. januar.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde