Bigballer i lys lue Knabstrup Hovedgård

Brandfolk fra Slagelse, Holbæk, Kalundborg, Næstved og Mørkøv har natten igennem kæmpet med at slukke en voldsom brand i en ladebygning på Knabstrup Hovedgård ved Holbæk, hvor 200 ton bigballer står i lys lue.

Ifølge vagtchefen for Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde er der ikke fare for, at branden breder sig til godsets hovedbygning.

Hverken mennesker eller dyr på godset har været i fare ved branden, der blev opdaget ved 21-tiden onsdag.

Efterslukningen ventes ikke tilendebragt før i løbet af aftenen.

Knabstrup Hovedgård er et af Danmarks ældste godser og beskrives første gang i 1259. Godsets nuværende hovedbygning er fra 1861.

/ritzau/

Voldsom brand i lagerbygning på Knabstrup Hovedgård ved Holbæk. Ventes først slukket i løbet af aftenen.

Offentliggjort Sidst opdateret