De mænd, der fredag ved middagstid overfaldt en pengetransport på Nørrebrogade i København, forsøgte bagefter at slette sporene ved at brænde den bil, de havde brugt.
Værditransporten holdt foran Jyske Banks afdeling ved Hillerødgade, da de to gerningsmænd pludseligt stormede frem.
Ifølge den centrale vagtleder på Politigården var pengene anbragt i de særlige sikkerhedstasker, som bankerne bruger, men der er umiddelbart ingen melding om, at farvepatronen skulle være eksploderet.
Københavns Politi har besluttet at hemmeligholde udbyttets størrelse, men ordensmagten vil gerne have henvendelser fra vidner.
Den ene røver blev set løbe ad Nordbanegade og Hillerødgade med en pistol i hånden. Han var iført en grøn hættetrøje, er i 20'erne og mellem 170 og 180 centimeter høj. Også den anden røver, der har samme højde, var bevæbnet med en pistol. Han var iført en olivengrøn sweatshirt.
Både de to og chaufføren i flugtbilen i Skodsborggade har et udenlandsk udseende, siger politiet. Chaufføren er mellem 30 og 40 år, er muskuløs eller kraftig af bygning og har fladt, sort hår. Fredag havde han desuden skægstubbe i ansigtet.
I Rovsinggade blev bilen, en Ford Escort stationcar, senere brændt af.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker