Føreren af en bil og hans to passagerer blev søndag morgen dræbt, da de kørte ind i et vejtræ på Ølbyvej i Køge.
Bilen - en sort Hyundai Getz - er stjålet, og føreren - en 18-årig mand fra Køge - kørte uden kørekort, oplyser politiet.
Ingen andre biler var tilsyneladende involveret i ulykken, der skete, da føreren på grund af høj hastighed mistede herredømmet over bilen i en blød kurve.
- Bilinspektøren skønner, at bilen kørte med over 100 kilometer i timen, siger vagtchef Lars Galasz, Midt- og Vestsjællands Politi.
Bilen med de tre mænd på 17, 18 og 19 år, kom kort før klokken 6 kørende ad Ølbyvej i retning mod Køge, da chaufføren mistede herredømmet over bilen.
Den svingede over i den modsatte kørebane, fortsatte over kantstenen og snittede en kraftig lygtepæl, hvorefter den fortsatte endnu 40 meter og tørnede frontalt ind i et egetræ.
Sammenstødet med træet var så voldsomt, at bilen nærmest blev delt i to, og dens motor blev slynget ud.
- Motoren fortsatte omkring 15 meter gennem luften, tværs igennem et buskads og landede på Marie Toftsvej, siger Lars Galasz.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken lige efter klokken seks, og da betjente ankom til ulykkesstedet, fandt de tre personer liggende livløse i og ved køretøjet. En læge kunne konstatere, at de var dræbt på stedet.
De tre mænd er alle fra Køge. Det var den 18-årige, der kørte bilen. Politiet oplyser, at han ikke har kørekort.
På ulykkesstedet er der ikke fundet tegn på, at de tre unge havde drukket i bilen. Men der er rutinemæssigt taget en blodprøve på føreren for at se, om spiritus kan have spillet en rolle ved ulykken.
En anden mulig årsag kan være, at kørebanen var meget våd efter lørdagens kraftige regn.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker