Bil torpederer motorcykel på Amager

Passageren på en motorcykel, der søndag blev påkørt bagfra på Amager Strandvej i København, er hårdt kvæstet og i livsfare.

Offentliggjort Sidst opdateret

Føreren af motorcyklen slap fra ulykken med mindre skader, oplyser vagtchef Michael Paulsen, Københavns Politi.

Ulykken skete kort efter klokken 17 søndag eftermiddag på Amager Strandvej ved Prags Boulevard.

Motorcyklen kom kørende i retning mod det centrale København, da den blev påkørt bagfra af bilen.

De kvæstede blev kørt til Rigshospitalet i ambulance, og for at komme hurtigere gennem byen skete det med politieskorte.

En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge de nærmere omstændigheder.

/ritzau/