Bilbombe: Familie følte sig truet af håndværker

Den københavnske familie, der i august sidste år fandt en bombe under deres bil, har flere gange op til det uhyggelige fund følt sig truet af den entreprenør, der nu står tiltalt for drabsforsøg og afpresning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Allerede da familien tilkaldte politiet, var manden sikker på, hvem der stod bag.

- Jeg kunne kun komme i tanke om én, siger han onsdag i Retten på Frederiksberg og henviser til den tiltalte ASP.

Familien og den 38-årige ASP indgik i 2008 aftale om renovering af familiens villa, men ifølge faren stoppede samarbejdet i 2009 på grund af voldsomme uenigheder om byggeriets kvalitet.

Han forklarer, at blandt andet vvs-arbejdet var "fusk fra ende til anden".

ASP hævder imidlertid, at det var ham, der stoppede samarbejdet, fordi familien ikke betalte 750.000 kroner, som han mente at have til gode.

Udover at hyre en advokat og et inkassofirma sendte ASP også sms'er til mandens kone.

- Jeg havde jo stået for det hele. Så det er klart, at de sms'er var for at skræmme hende. Det var meget ubehageligt, hun havde intet med det at gøre, så hun blev rystet, forklarer han.

I den ene sms stod der: "Påmindelse om betaling: I har stadig ikke betalt for renovering af kælder. Se at få styr på det."

Ved en anden lejlighed dukkede en mand op i familiens have og sagde, at han kom på vegne af ASP.

- Han spørger, om der ikke er en sidste mulighed for, at vi kan ordne det i venlighed. Men jeg afviser, og det bliver han meget overrasket over.

- Jeg siger, at vi har et modkrav, der overstiger det, som han kommer med, siger han.

Der blev desuden efterladt breve under vinduesviskeren på familiens bil, og de blev flere gange ringet op, uden at nogen sagde noget i den anden ende.

Det var familiefaren, der fandt bomben liggende i familiens indkørsel, efter at han havde været ude at køre.

Bomben var ellers konstrueret til at gå af, når venstre fordør blev åbnet, men faldt altså af, da faren bakkede ud ad carporten.

I sagen står også den 54-årige polske statsborger AH tiltalt. ASP hævder, at AH tilbød sin hjælp med at inddrive de 750.000 kroner mod betaling. Det afviser AH dog. De tiltalte nægter sig skyldige.

Dommen ventes at falde 23. august.

/ritzau/