Biler og knallert i uheld

Foto: Peter Larsen

Køretøjerne stødte alle ind i hinanden, mistanke om spirituspåvirkning.

Offentliggjort Sidst opdateret

To biler og en lille knallert stødte kort efter klokken 23 i aftes sammen i krydset Gedservej/Enighedsvej i Nykøbing.

Ifølge politiets døgnrapport kom den ene bilist, en 30-årig mand fra Nykøbing, kørende ad Gedservej, da han i krydset påkørte knallerten, ført af en 16-årig dreng fra Væggerløse, som kom fra Enighedsvej.

Uheldigvis ramlede både bil og knallert ind i en anden bil, ført af en 58-årig kvinde, som holdt stille i krydset.

Knallertkøreren blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset, mens de to bilister begge blev anholdt og taget med til blodprøve, da der var mistanke om spirituskørsel, oplyser lokalpolitiet i Nykøbing.