Bilforhandler får millionbøde for fusk
En bilforhandler blev tirsdag i Københavns Byret idømt 200 timers samfundstjeneste og en tillægsbøde på 13 millioner kroner, fordi han hjalp en kollega, der er blevet dømt for systematisk svindel med import af luksusbiler.
Den 45-årige mand tilstod sin rolle i retten.
Igen og igen leverede han på bestilling fakturaer for køb af Audi'er, BMW'er, Porscher, Jaguar'er og andre biler i Tyskland.
Hver gang var fakturaen udstyret med et beløb, som lå meget langt under den pris, bilerne i virkeligheden var blevet købt for.
Fakturaerne blev brugt, da importøren, Mohammadreza Bonabi, gik til Skat for at få beregnet registreringsafgiften.
På grund af den falske købspris blev afgiften sat alt for lavt, køberne fik nogle fantastisk billige biler - og statskassen blev snydt for næsten 28 millioner kroner.
Ved køb af 36 biler og en enkelt motorcykel gav Bonabi instruks om, hvad fakturaen skulle lyde på. Derefter blev fakturaen udstedt af den 45-åriges holdingselskab i Lichtenstein.
Bonabi er blevet straffet med fængsel i tre år og seks måneder for svindelen, som stod på fra december 2006 til oktober 2007.
Tirsdag blev hans hjælper så idømt et år og ni måneders fængsel samt en tillægsbøde på 13 millioner kroner. Fængselsstraffen blev dog gjort betinget mod, at han udfører 200 timers samfundstjeneste.
Den 45-årige slap forholdsvist billigt, fordi sagen har været længe undervejs. Allerede i 2007 blev der rejst sigtelse mod ham, og anklageskriftet mod ham var klar i 2009.
Den dømte modtog dommen.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker