Bilist forsat anholdt efter dødsulykke

Den 36-årige mand fra Eskilstrup, der torsdag middag var impliceret i ulykken på Gaabensevej, som kostede den 44-årige Jette Diana Hansen livet, fik fredag eftermiddag i et grundlovsforhør opretholdt sin anholdelse indtil mandag.

Efter ulykken blev der udtaget en blodprøve på den 36-årige, da der var mistanke om, at han var påvirket af alkohol eller narko. Svarene fra blodprøven har dog vist, at manden ikke havde drukket. Om han var påvirket af andet, skulle vi gerne have svar på inden mandag, hvor anholdelsen udløber, fortæller Arne Holdensen fra lokalpolitiet i Nykøbing. Hvis svaret viser, at bilisten heller ikke var påvirket af narko eller medicin vil han sansynligvis blive løsladt. Dog stadig med en sigtelse for uagtsomt manddrab.

Når den 36-årige alligevel blev fremstillet i grundlovsforhør, skyldes det nemlig omstændighederne omkring ulykken, der var meget voldsom. Samtidig viser den foreløbige undersøgelse fra bilinspektøren, at manden kørte omkring 110 kilometer i timen, hvor man må køre 70, da han torpederede den 70-årige mand, der svingede til venstre fra Klodskovvej ud på Gaabensevej uden at overholde sin ubetingede vigepligt.

- Men bilinspektøren har kun haft ganske få timer til at udregne farten, så der kan dukke nye parametre op, som kan ændre hastigheden, siger Arne Holdensen, der dog også fortæller, at den 36-årige generelt kørte meget hasarderet.
- Han lavede flere overhalinger, så folk måtte vige, siger Arne Holdensen.
Ved ulykken omkom den 44-årige Jette Diana Hansen, der boede i nærheden af ulykkesstedet og var ude at lufte sin hund. Den 70-årige mand, der også var impliceret, er fortsat indlagt på sygehuset i Nykøbing, oplyser politiet.

Foto: Claus Hansen

Offentliggjort Sidst opdateret