Bilister har også krav om retssikkerhed, når det handler om sager om påstået ulovlig parkering.
Det princip slår Højesteret fast i en dom om en parkering ved Bispebjerg Hospital en dag i maj 2006.
Højesteret har frifundet en københavnsk mand for at skulle betale den afgift, som Center for Parkering stak ud, og som også blev godkendt af Østre Landsret.
Dommerne henviser til menneskerettighederne i afgørelsen og siger, at kravet til beviset i sager om parkeringsafgift er lige så stærkt som i almindelige sager om straf.
- Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Der skal mere til end blot udsagnet fra en parkeringsvagt, når borgeren har en troværdig forklaring, siger advokat Lennart Fogh, der har ført sagen for FDM.
- I landsretten har der nærmest været lagt op til, at borgeren skal bevise, at myndighederne har begået en fejl for at undgå at blive dømt til at betale afgiften, siger advokaten.
Den konkrete sag drejer sig om, hvorvidt bilisten havde et synligt invalideskilt i bilens forrude eller ej.
Dommerne fastslår, at Center for Parkering har haft mulighed for at sikre sig et bevis for, at skiltet ikke var synligt - for eksempel ved fotografering. Men det skete ikke.
- Det princip, som Højesteret har fastslået, vil gælde for al offentlig parkering i hele landet, siger FDMs advokat.
I Center for Parkering siger direktør Anders Møller, at man fra årsskiftet i København har udstyret vagterne med fotografiapparater.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde