Bilist glemte benzinslangen - stander revet omkuld

Husk altid at hænge slangen på plads efter tankning. Det glemmer en Flextrafikchauffør formentlig ikke igen efter et usædvanligt uheld på Statoil-tanken på Rødbyvej i Nakskov fredag ved 17-tiden.  Chaufføren flyttede bilen, men glemte at slangen til dieselstanderen stadig sad i tankåbningen. Resultat: Hele standeren blev revet omkuld.
Ved uheldet kortsluttede samtlige benzin- og dieselstandere på tankstationen og satte den ud af drift. Brandvæsnet blev klokken 17.14 kaldt til stedet for at fjerne cirka 25 liter dieselolie, der var løbet ud på pladsen.
- Vi vaskede pladsen og lagde olieopsugende materiale omkring stedet, hvis der skulle løbe yderligere ud, inden reparatøren ankom, siger indsatsleder Jens Rasmussen.

Foto: Bjarne Christiansen

Statoil på Rødbyvej i Nakskov blev fredag sat ud af spillet af usædvanligt uheld.

Offentliggjort Sidst opdateret