Bilist meldes uden for livsfare efter ulykke med brandbil
En brandbil under udrykning væltede onsdag ned over en personbil i Vejle. 20-årig mand blev alvorligt kvæstet.
Et sammenstød i et vejkryds i Vejle medførte onsdag eftermiddag, at en brandbil under udrykning tippede og væltede ned over en personbil.
Bag rattet i personbilen sad en 20-årig mand. Han blev alvorligt kvæstet og måtte flyves med helikopter til Odense Universitetshospital.
Torsdag formiddag er status, at den unge bilist er i kritisk tilstand, men han er stabil og er uden for livsfare.
Det oplyser vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt i Vejle under Sydøstjyllands Politi.
To brandmænd kom lettere til skade ved ulykken, som fandt sted i krydset mellem Viborgvej og Ellehammersvej.
De blev kørt med ambulance til Sygehus Lillebælt i Kolding.
- Brandbilen kører frem for rødt i krydset. Det har den 20-årige bilist ikke bemærket, da han kører frem for grønt lys.
- Han kommer på tværs af brandbilen, som rammer hans bil i siden og skubber den cirka 20 meter, inden den vælter ned over personbilen, siger Mikkel Ross.
Redningsmandskab måtte efterfølgende hjælpe den 20-årige bilist fri, da han sad fastklemt under brandbilen.
Som altid ved alvorlige ulykker blev en bilinspektør tilkaldt for at foretage tekniske undersøgelser af uheldsstedet og køretøjerne.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker