Bilist slap ud før sammenstød med tog

Der skete ingen personskade, da Arrivas tog mellem Herning og Silkeborg mandag morgen ramte en personbil i en jernbaneoverskæring ved Hørbylunde bakker.

Det oplyser vagthavende ved Midt- og Vestjyllands politi i Holstebro. Bilens chauffør var snarrådig og forlod bilen, da den havde snurret rundt og var landet på jernbaneoverskæringen ved Hørbylunde bakker, oplyser han.

- Han når heldigvis at komme ud, før toget kommer, men bilen tager selvfølgelig skade og bliver smidt et par hundrede meter ind på en mark. Den bliver nok ikke til bil mere, men der er hverken personskade i bil eller tog, oplyser vagthavende.

Uheldet førte midlertidigt til kaos på stedet, hvor toget holdt stille. Der er dog igen åbnet for biltrafikken, efter at Vejdirektoratet har haft udsendt skiltevogne med besked om omkørsel, oplyser vagthavende.

Uheldet skete klokken halv syv og skyldes formentlig glat føre efter fem-ti centimeters snefald i det kuperede område med mange sving omkring Hørbylunde bakker, oplyser han.

Togets passagerer blev kørt med bus til Silkeborg og havde ikke brug for krisehjælp med psykologer. Lokoføreren bliver ved toget, indtil Arrivas teknikere og sikkerhedschef kommer til ulykkesstedet, oplyser Arrivas pressechef Martin Wex.

- Vores lokofører får standardproceduren. Selv om der ikke sker noget, kan det være et chok. Der kommer en anden lokofører, der er uddannet til at hjælpe sine kolleger, ud til toget, siger han.

/ritzau/

Toget mellem Herning og Silkeborg har ramt en personbil ved en togoverskæring ved Hørbylunde bakker. Føreren slap uskadt. Årsagen er sandsynligvis glatte veje.

Offentliggjort Sidst opdateret