Bilister fanget på E45 får evakueringscentre - det er en kamp
Mange af bilisterne har været fanget i køen siden onsdag formiddag. (Arkivfoto). Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Mange bilister på motorvejen E45 har på grund af massivt snefald været fanget siden onsdag formiddag.
Der er oprettet evakueringscentre til bilister, der på grund af sne har været fanget i kø på motorvejen E45, i henholdsvis Randers og Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Det drejer sig om henholdsvis Arena Randers og Scandic City i Aarhus. Omkring klokken 02.30 oplyser politiet dog, at man fremadrettet kun kan benytte sig af evakueringscentret i Randers.
Mange af bilisterne har været fanget i køen siden onsdag formiddag.
Vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov fortæller lige før klokken 1 natten til torsdag, at køen stadig er ti kilometer lang.
- Der er ingen udsigt til, hvornår det løsner sig, men det er begyndt at løsne sig lidt, fortæller han.
- Sidder man 5-7 kilometer nede i køen, er der stadig lang ventetid. Problemet er, at selv om de rydder foran i køen, fylder det hurtigt til igen. Det er en kamp.
Politiet har ifølge Per Bennekov ikke overblik over, hvor mange der er fanget på motorvejen.
- Vi har stadigvæk meget store problemer og fraråder al unødig kørsel, og vi opretholder vores råd indtil klokken 14, siger han med henvisning til torsdag.
Han oplyser dog, at man har forsøgt at få kontakt til alle, der sidder i bilerne.
- Vi opfordrer alle til at give deres pårørende besked om, hvor de befinder sig, siger Per Bennekov.
Flere udtrykker i kommentarsporet til Østjyllands Politis opslag på X utilfredshed med, hvad de beskriver som manglende informationer.
- Så håber vi, at vi snart kan køre igen. 11 timers ventetid og stadig ingen bevægelse, skriver en, der fortæller, at vedkommende befinder sig mellem Aarhus og Hadsten.
En anden skriver, at han har holdt på strækningen nord for Aarhus mod Randers i ti timer.
Desuden skriver en tredje, at beredskabet svigter folk på vejene, og at ingen er kommet med vand eller andre forsyninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker