To bilisters kamp om plads på Holbækmotorvejen førte søndag til en ulykke, hvor en 74-årig bilist blev trukket med, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Forud for ulykken udspillede sig et opgør mellem to bilister. Den ene, en 45-årig mand fra Roskilde, var ved at overhale et par andre biler, da en bil nærmede sig bagfra.
Bilen bagfra var utilfreds med farten og kippede med det lange lys ad den 45-årige, som trak ind og lod den overhalende bil passere forbi.
Den 45-årige ønskede hævn og brugte lyset mod den bil, som havde overhalet ham. Men det blev for meget for den ukendte fører af den anden bil.
Han trak ind foran den 45-årige og sagtnede farten for at genere ham. Den 45-årige valgte at overhale, men det fandt den ukendte fører sig ikke i.
Han valgte at hævne sig ved at påkøre den 45-årige, men mistede selv herredømmet over sin bil og ramte efterfølgende autoværnet og stoppede i overhalingsbanen.
Bagfra kom en 74-årig kvindelig bilist, der intet havde med opgøret at gøre. Da hun så den forulykkede bil, var det for sent. Hun kørte ind i bilen.
To mænd befandt sig i den forulykkede bil, og efter alt at dømme var de udmærket klar over, at de havde jokket i spinaten. I hvert fald valgte de at stikke af, og politiet er i øjeblikket på jagt efter den ukendte fører.
Ingen personer kom ifølge politiet til skade ved ulykken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned