Biltyv gennem Holbæk med 120 km/t

Politiet brugte nødretten til at stoppe en 19-årig mands vanvittige kørsel i Holbæk.

En patrulje fik øje på manden i en stjålet bil ved 22-tiden fredag aften. Men i stedet for at stoppe kørte manden med 120 km/t gennem hovedgaden, hvor fodgængere ifølge politiet måtte springe for livet.

Politiet valgte derfor at køre biltyven i grøften på Valdemar Sejrs Vej ved Kalundborgvej lige uden for byen. Det skete ved, at en patruljevogn kørte ind foran den stjålne bil og pressede chaufføren til at køre i grøften. Derefter blev manden anholdt. Det samme blev hans kæreste, som var med i bilen.

Den 19-årige er i forvejen efterlyst for et biltyveri i Kalundborg og ventes senere lørdag at blive stillet for en dommer i Holbæk, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

/ritzau/

Politiet kørte en 19-årig biltyv i grøften efter vanvidskørsel i en stjålet bil i Holbæk. Den unge mand er i forvejen efterlyst og havde kæresten med i bilen.

Offentliggjort Sidst opdateret