Biltyve på spil på Vestlolland

Onsdagens døgnrapport fra politiet vidner om, at det er bilerne, det er gået ud over.

Offentliggjort Sidst opdateret

En bilejer fra Nakskov havde natten til tirsdag været letsindig nok til at efterlade sin bil i parkeringsbåsene ved Superbest i Havnegade i Nakskov. Da vedkommende kom til bage tirsdag eftermiddag var bilens ene siderude knust, og der var ikke alene stjålet en gps, men også en kasse øl, syv flasker vin samt to kondidragter af mærket Hummel.

Det var et usædvanligt valg af tyvekoster, der blev praktiseret, da der natten til i dag skete et indbrud i en bil, der holdt på Tårsvej i Sandby. En forrude er knust og der er stjålet en radio, en p-skive samt en instruktionsbog til en Hyundai, som gerningsmanden tilsyneladende har brug for.

En 39-årig mand fra Nørreballe fik tidligt i morges skåret tre dæk op på sin Toyota Avensis, der holdt på parkeringspladsen ved Nakskov Uddannelsescenter. Hærværket skete mellem klokken syv og 7.40. Det fremgår ikke af døgnrapporten, om der var tale om en lærer på skolen.

Natten til tirsdag blev der stjålet en sølvfarvet Mercedes Benz varebil i Østre Boulevard i Nakskov. Den har registreringsnummeret VB 89 866.

På Kattesundet i Nakskov forsvandt en bil fra en carport i løbet af natten til i dag onsdag. Det drejer sig om en Toyota Corolla, der er registreret med nummeret VP 59 065.

Natten til onsdag skete der et indbrud i en bil, der holdt parkeret ude i Tårs Færgehavn. En siderude er knust og der er stjålet en gps samt en beholder mede 30 musik-cd’er.