Biskop kalder sigtet præst fremragende

Københavns biskop har absolut ingen planer om at reagere, efter at politiet har sigtet præsten Per Ramsdal for at forsøge at gemme afviste asylansøgere, der opholder sig ulovligt i Danmark.

- Der er intet i situationen, der har ændret sig. Der er blevet rejst en sigtelse, men heldigvis lever vi i et retssamfund, hvor det er domstolene, der tager stilling til spørgsmål om skyld, siger Peter Skov-Jakobsen og tilføjer.

- Per Ramsdal fortsætter som børne- og ungdomspræst, og det er han fremragende til, siger biskoppen.

Sigtelsen er rejst på baggrund af en artikel i dagbladet B.T. En journalist ved avisen udgav sig for en anden, der ville hjælpe illegale flygtninge. I samtalen var præsten ikke afvisende, men tilkendegav at han ville formidle kontakt.

Da B.T. kom på gaden med artiklen, besluttede biskoppen at sende præsten ved Brorsons Kirke på tre ugers ferie.

Per Ramsdal kom i mediernes fokus, da en gruppe afviste irakere søgte tilflugt i kirken på Nørrebro i København.

Præsten nægter sig skyldig.

- Jeg har aldrig hjulpet nogen med at gå under jorden eller skjule sig for myndighederne, sagde han i tv-programmet Jersild Live på DR torsdag aften.

I Københavns Politi skal juristerne nu vurdere, om der er grund til at rejse tiltale mod Ramsdal. I givet fald risikerer han en bødestraf.

/ritzau/

Politiets sigtelse mod præst Per Ramsdal får ingen konsekvenser. Biskoppen fastslår, at det i sidste ende er domstolene, der afgør, om en borger er skyldig.

Offentliggjort Sidst opdateret