Black Army-folk fængslet i jysk sag om narko og våben
Gruppen Black Armys logo forestiller to krydsede kalasjnikovrifler. Et medlem og fire med tilknytning til gruppen - ifølge politiet - er tirsdag blevet fængslet. Foto: Free
Free
Bandefolk er mistænkt for at besidde skydevåben og for at handle med narko i en større sag fra Herning.
En mand, der ifølge politiet er medlem af banden Black Army, og fire andre mænd med tilknytning til gruppen er tirsdag blevet varetægtsfængslet.
Mændene er sigtet for ulovlig besiddelse af farlige skydevåben, narkohandel og hæleri, oplyser specialanklager Lise Hebsgaard i en pressemeddelelse.
De fem var blandt en gruppe på ni anholdte efter en politiaktion mandag. Her gennemførte politiets bandeenhed Task Force Vest 17 ransagninger.
Allerede mandag fortalte politiet om politiaktionen. I den forbindelse oplyste efterforskningsleder Brian Olsen, at man havde beslaglagt narkotika i mindre mængder.
- Jeg vil også godt fortælle nu, at vi fredag 11. november fik varetægtsfængslet to personer i den samme sag, siger Brian Olsen tirsdag til Ritzau.
Gruppen Black Army blev etableret tilbage i 2013 i Odense. I dag har gruppen også afdelinger i Næstved og i Herning.
På sin hjemmeside skriver Black Army, at gruppen er etableret som en "hyggeklub" med fokus på "broderskab, fællesskab og loyalitet".
Ordensmagten har en noget anden opfattelse af Black Army. Nemlig som en regulær kriminel bande på lige fod med de store rockergrupper.
En konflikt mellem Black Army og rockergruppen Bandidos gennem de senere år har blandt andet været kimen til en række skyderier i Næstved.
Black Armys fynske fraktion har været sat i forbindelse med en konflikt med banden Bosporus, som holder til i Vejle og Fredericia.
Gruppens logo emmer da heller ikke just af en forening, som alene begiver sig af med præmiewhist og juletræsarrangementer. Det forestiller to krydsede kalasjnikovrifler.
Retten i Herning valgte at varetægtsfængsle de fem mænd i foreløbig fire uger. Det valgte fire af mændene ifølge Lise Hebsgaard at acceptere. Den femte mand har dog kæret afgørelsen til Vestre Landsret.
Han var i modsætning til de fire andre ikke sigtet for besiddelse af skydevåben, men udelukkende for narkohandel.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker