Black Army-medlem erkender involvering i hashklubber
En 23-årig mand, der er fuldgyldigt medlem af banden Black Army, erkendte i Retten i Aarhus, at han havde været "mellemleder" i to hashklubber i Herning og Vejle. Foto: Free/Colourbox/arkiv
Free/Colourbox
Et bandemedlem har fået halvandet års fængsel for hashhandel. Ni andre personer er varetægtsfængslet i sagen.
Et 23-årigt bandemedlem er mandag ved Retten i Aarhus blevet idømt halvandet års fængsel for hashhandel.
Manden, der er fuldgyldigt medlem af Black Army, erkendte i retten, at han havde været med til at sælge hash fra to hashklubber i Herning og Vejle.
- Han erkendte, at han været en slags mellemleder i klubberne, fortæller sagens anklager, Rasmus Gyldenløve.
Dommen er en del af en større sag om hashhandel, hvor ni andre personer sidder varetægtsfængslet.
Sagen mod den 23-årige blev behandlet som en tilståelsessag. I retten fortalte han om sin egen rolle, men ville ikke udtale sig om de andre sigtede i sagen.
Han erkendte, at han havde været med til at sælge 25,5 kilo hash fra hashklubben i Herning, mens der fra klubben i Vejle var blevet solgt fire kilo.
- Han forklarede, at hashklubben i Vejle ikke rigtigt var kommet op at køre, siger Rasmus Gyldenløve.
Han blev dog dømt for forsøg på salg af yderligere 10 kilo hash fra Vejle-klubben.
Efterforskningen af sagen er foretaget af politiets enhed mod organiseret kriminalitet Særlig Efterforskning Vest (SEV).
Ved en større aktion 27. juni slog SEV til mod de to hashklubber.
16 adresser blev ransaget og otte personer blev anholdt, hvoraf fire har tilknytning til Black Army. 9. august blev yderligere to personer anholdt.
Det er endnu uvist, hvornår sagerne mod de øvrige ni personer kommer for retten.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde