Tidligere operativ chef i PET Per Larsen opfordrer politikerne til at få Blekingegadesagen undersøgt til bunds. Han har hidtil været imod en undersøgelse, fordi den ville være spild af penge.
Men nu siger han til Politiken, at "som tingene er kørt op, vil være godt for både offentligheden og - må jeg indrømme - mig selv at få sandheden frem".
Samtidig siger to tidligere topchefer i PET, at de ikke vil stille sig i vejen for en undersøgelse. Ole Stig Andersen, der var PET-chef i de første år, hvor banden huserede, siger, at det kan være godt at få fjernet enhver tvivl.
Hanne Bech Hansen, tidligere politidirektør i København og øverste chef i PET, da Blekingegadebanden blev afsløret, har ikke en holdning til en ny undersøgelse af PET og Blekingegadesagen, men hun stiller op, hvis der kommer en undersøgelse.
Den konservative retsordfører, Tom Behnke, siger, at der siden PET-kommissionen er kommet nyt frem, at Per Larsens opfordring gør indtryk, og at det er vigtigt at få fjernet tvivlen.
Retsordfører for DF, Peter Skaarup, mener, at det er vigtigt at komme et spadestik dybere.
- Det er en vigtig del af vores samtidshistorie at få det klarlagt så langt, man kan. Det er også i både PET's og Per Larsens interesse, siger han.
Socialdemokratiets retsordfører, Karen Hækkerup, støtter også at få "det her afklaret".
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) er på ferie, men det ventes, at beslutningen om at gennemføre en ny undersøgelse træffes om et par uger.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde