Blogredaktør kunne lovligt dele foto af offer for angreb i Frankrig

Det var ikke strafbart at vise billede på blog af drabsoffer fra angreb i Frankrig ifølge Højesteret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Redaktør på den nu lukkede politiske blog Uriasposten Kim Møller er blevet frifundet i en sag, hvor han var tiltalt for at dele et utilsløret billede af et drabsoffer for et angreb i Nice i 2020 i Frankrig.

Det fremgår af dommen på Højesterets hjemmeside.

Ifølge Højesteret vejer hensynet til ytringsfriheden ved at dele billedet tungere end hensynet til privatliv for den kvinde, som er på billedet.

Højesteret har vurderet sagen på linje med, hvordan de traditionelle medier må bruge billeder.

Sagen er kommet for Højesteret, efter at redaktøren først blev frifundet i byretten og siden blev idømt betinget fængsel i landsretten.

Billedet blev delt den 30. oktober 2020 i en artikel på Uriasposten. Billedet viste en afdød kvinde med overskåret hals.

Højesteret skulle tage stilling til, om dommen og straffen var i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

På den ene siden skulle domstolens artikel 8 om retten til privatliv vægtes. På den anden side var retten til ytringsfrihed efter konventionens artikel 10.

I forhold til ytringsfriheden har Højesteret lagt særlig vægt på, at artiklen handler om "islamistisk terrorisme".

Artiklen blev desuden brugt til at illustrere "den bestialske måde", hvorpå kvinden blev dræbt.

Og det kan være hjælp til at dokumentere begivenheder. Sådan lyder det i domsresuméet.

- Højesteret udtalte, at brug af billeder kan have til formål at dokumentere begivenheder. Og at billeder i øvrigt kan have en meget mere umiddelbar og kraftig effekt end det skrevne ord, skriver Højesteret.

Højesteret skriver, at billeder af en voldsom begivenhed på den anden side kan bidrage til at "forstærke den krænkelse, der ligger i offentliggørelsen".

Derfor var det også nødvendigt at tage stilling til, i hvilken grad kvindens eftermæle og de efterladtes rettigheder blev krænket.

Men her vurderer Højesteret, at kvindens ansigt på billedet var dækket, i en sådan grad at man ikke umiddelbart kan genkende hende:

- Højesteret udtalte, at der ved vurderingen af krænkelsen måtte lægges vægt på, at kvinden ikke umiddelbart var genkendelig på billedet, idet hendes venstre arm dækkede den øverste del af ansigtet, og at der ikke var omstændigheder ved billedet, der var egnede til at belaste kvindens eftermæle, skriver Højesteret.

Bloggen Uriasposten er i dag lukket. Den lukkede i 2022.

/ritzau/