Det var ikke os, men stråmanden på Tenerife, der snød statskassen for 63 millioner kroner i uafregnet moms for planteimport.
Sådan lyder forklaringen fra to blomsterhandlere, der i Københavns Byret risikerer fængselsstraf, tilbagebetaling af de 63 millioner kroner og en bøde på samme størrelse.
Kriminaliteten blev begået via to selskaber, som var oprettet alene med det formål at begå momssvig, mener anklagemyndigheden.
Det er en skærpende omstændighed, at der i begge selskaber blev indsat en stråmand og en stråkvinde, der optrådte som direktører for at sløre de reelle forhold.
De to strådirektører danner i øvrigt par og bor på Tenerife. De er indkaldt som vidner, men det er uvist, om de dukker op, siger anklager Ellen-Margrethe Lykke Nielsen.
Parret er selv sigtet i sagen, og ifølge de tiltalte med god grund. Det var nemlig direktøren fra Tenerife, som stod bag momskarrusellen, siger forsvarer Anders Nemeth på vegne af de tiltalte.
- Jeg havde ingen andel i det, siger den ældre af blomsterhandlerne, hvis familie har handlet med blomster siden 1903.
Fra Holland, Belgien, Italien og Tyskland importerede det ene selskab blomster og planter igennem to år og solgte varerne videre til tre selskaber for 138 millioner kroner.
Men handlerne så helt anderledes ud i angivelserne over for Skat. Officielt lød salget kun på 1,3 millioner kroner. På den måde blev de offentlige kasser snydt for 27 millioner kroner i moms, hævdes det.
Metoden var ifølge Bagmandspolitiet præcis den samme i det næste selskab, som blev oprettet.
Varerne blev videresolgt for 185 millioner kroner, mens beløbet over for Skat lød på 1,1 millioner kroner. Denne gang skete der unddragelse for 36 millioner kroner.
I alt er der tale om godt 1300 importer af planter og blomster, som er endt hjemme hos mange danskere med grønne fingre.
Dommen ventes 2. marts.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie