Bølge af indbrud i biler fortsætter

Claus Hansen, arkivfoto

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDLOLLAND: Bølgen af indbrud i biler og varebiler fortsætter. Tirsdag morgen blev det således anmeldt, at der har været indbrud i en af Femern Belt Contractors køretøjer, som holdt på Ahornvej i Rødby. Der var tale om en Iveco Daily-varebil, som i tidsrummet fra mandag klokken 18.30 til tirsdag morgen klokken 05.30 havde fået knust to ruder i venstre side. Fra varebilen er der stjålet tre skrue- og boremaskiner. Også i Holeby var den gal. På Klinkegårdsvej gik det i tidsrummet mellem mandag klokken 16 og tirsdag klokken 3 om natten ud over tre Citroën-varebiler fra Vagns VVS. De har alle fået knust forruden, hvorefter der er stjålet en masse værktøj - virksomheden har dog ikke det fulde overblik over, hvad der mangler.

Indbruddene kommer i kølvandet på en hel stribe af lignende tyverier den seneste tid, og de mange sager efterforskes af politiet, som håber på at få hjælp fra offentligheden.

- Vi vil gerne høre fra folk, der har hørt eller set noget eller har bemærket, hvis der er værktøj i omløb. Det er rigtig vigtigt for os, at vi får de informationer, folk ligger inde med, så vi kan få fat i gerningsmanden og få det stoppet, siger politikommissær Joakhim Møss fra Nakskov Lokalpoliti.

Han opfordrer folk med viden om sagerne til at ringe 114.