Boligselskab om dom: Kriminelle skal smides ud
Formand for Københavns Almennyttige Boligselskab, Kjeld Poulsen, er tilfreds med, at Brabrand Boligforening handlede lovligt, da de smed to familier ud på grund af børns kriminalitet.
- Jeg er meget enig med Højesteret om deres dom. Nu ved folk, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man ikke opfører sig efter de regler, der gælder i boligafdelingen, siger han til Ritzau.
Højesteret har torsdag afsagt dom i sagen om de to familier, der er blevet smidt ud af Brabrand Boligforening på grund af deres børns kriminalitet.
Det var i 2008, at nogle unge satte ild til børnehaven Viben i Gellerupparken, og institutionen brændte til grunden.
Seks unge fra lokalområdet blev dømt for kriminaliteten, og Brabrand Boligforening besluttede derefter at give familierne det røde kort.
Diskussionen i retten gik på, hvorvidt opsigelsen af lejemålene i Gellerup strider imod menneskerettighederne, der siger, at det er enhver borgers ret at have et familieliv.
Ifølge familiens advokat, Erik Høimark, strider udsmidningen af familien imod menneskerettighederne, der giver borgerne ret til et familieliv. Det er urimeligt, at boligforeningen straffer hele familien.
- Der kan stadig spørges om, hvorvidt det er nødvendigt at fjerne familien, når nu sønnen er fraflyttet. Der er jo ikke noget, der forhindrer sønnen i at komme i området alligevel fremover. Tværtimod, siger han til Ritzau.
Kjeld Poulsen mener, at dommen sikrer beboernes sikkerhed.
- Nogle gange kommer man ud i nogle ekstremer, hvor udsmidning kan være den eneste løsning af hensyn til de andre beboere i området.
Ifølge advokaten overvejer familien nu, om de skal gå videre med sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie