Den 35-årige hovedmand bag et bombeattentat mod en murer i Københavns Sydhavn har i Københavns Byret fået en straf på ni års fængsel. Retten har kendt ham skyldig i drabsforsøg, da han i september 2008 fik fremstillet en bombe, der blev anbragt på murerens dørmåtte i form af en vingave.
En 43-årig mand, der på bestilling fremstillede bomben i sit hjem i Nørre Aaby på Fyn, får seks års fængsel.
Hovedmanden får stort set, hvad anklageren har krævet under nævningesagen, mens manden, der lavede bomben, slipper lidt billigere.
Bomben, der skulle udløses, når mureren åbnede kassen, var camoufleret som en vingave med blomster. Men mureren fattede mistanke og lod være med at åbne kassen. I stedet kontaktede han politiet.
Det er under sagen kommet frem, at bomben var et forsøg på at hævne sig på mureren, der var den 35-åriges ekssvoger.
Ud over drabsforsøg og forsøg på at sprænge mureren i luften straffes de to mænd for overtrædelse af våbenloven. Hovedmanden straffes desuden for besiddelse af narkotika.
En 33-årig kvinde, som bestilte blomsterne til vinkassen, og en 30-årig mand, der anbragte kassen på dørmåtten, er begge frifundet for bombeattentatet. Manden får imidlertid en straf på 30 dages fængsel for overtrædelse af våbenloven, mens kvinden skal 10 måneder i fængsel for handel med amfetamin.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde