Bombemand detonerer sig selv i frokoststue: 20 dræbt
Mandag indledte Afghanistans soldater en operation mod Taliban. Tirsdag slog den militante gruppe tilbage.
Fire selvmordsbombere er tirsdag gået til angreb på en politistation i byen Puli Alam i det østlige Afghanistan.
De militante angribere tog mindst 20 betjente med sig i døden, siger de lokale myndigheder.
En talsmand for den regionale regering, Din Mohammad Darwish, forklarer, hvordan en af gerningsmændene nåede frem til en gruppe betjente, der sad og spiste.
- Fire selvmordsbombere angreb politihovedkvarteret. En af dem detonerede sig selv ved en port, to andre blev dræbt i ildkamp med politiet, men en af dem havde held til at komme indenfor og detonere sig selv i betjentenes frokoststue, siger talsmanden.
Angrebet, der fandt sted i Logar-provinsen uden for hovedstaden Kabul, er det seneste i en række angreb rettet mod sikkerhedsfolk i det krigshærgede land.
Taliban har ifølge AFP taget skylden for angrebet.
Mandag indledte de afghanske myndigheder en offensiv mod de militante talibanere.
Ifølge landets forsvarsministerium lykkedes det allerede på førstedagen at tage livet af 76 Taliban-krigere, men nu slår de altså tilbage.
Den afghanske offensiv er designet til at svække Taliban.
- Dette er en fuldstændig Afghanistan-planlagt og Afghanistan-ledet operation. Den vil fortsætte, indtil vi har fået succes, siger general Abdul Khaliq, der leder operationen.
"Zolfiqar", der er navnet på myndighedernes offensiv, er den første i en række planlagte og storstilede operationer, efter at de afghanske myndigheder overtog alle kampopgaver fra Nato i december.
Den internationale styrke trak med udgangen af 2014 alle sine kampstyrker ud af landet og indstillede dermed formelt 13 års krig.
Tilbage bliver dog 17.000 udenlandske soldater, de fleste fra USA, som skal træne og rådgive den afghanske hær. Også Danmark deltager i det arbejde.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker