Bombetrusler mod Lalandia kostede 500 politi-timer
Arkivfoto. Foto: Claus Hansen.
Claus Hansen.
Højesteret skal i dag tage stilling til straffen til den unge mand, der truede sin arbejdsplads med bombe
Politiet brugte 500 arbejdstimer, da en ung mand sidste år truede med at sprænge en bombe på feriecentret Lalandia på Lolland.
Samtidig spildte rednings- og brandfolk 30 arbejdstimer, og også mange feriegæster blev generet, fordi de blev evakueret.
Oplysningerne om besværet både for tilfældige mennesker og for myndighederne er blevet præsenteret for Højesteret.
De store gener er et argument for at skærpe straffen, mener anklagemyndigheden.
Om dommerne er enige i påstanden, vil vise sig fredag ved middagstid, når dommen afsiges.
Tre dage i rap truede den dengang 18-årige mand Lalandia, som var hans arbejdsplads, med en bombe. Truslen var skrevet på sedler.
15., 16. og 17. august overtrådte han straffeloven. De to første gange medførte det evakuering.
Den unge har forklaret sine handlinger med, at han ville vise over for ledelsen, at han kunne håndtere en krisesituation. Han ønskede at blive anerkendt og at beholde sit job.
I byretten fik han en betinget dom på 60 dages fængsel og 40 timers samfundstjeneste. Oveni skal han betale 435.000 kroner til Lalandia for den udgift, han påførte arbejdsgiveren.
Landsretten skærpede straffen til tre måneder - hvoraf den ene måned skal afsones.
Men statsadvokat Jens Røn har bedt dommerne i Højesteret om at skærpe sanktionen væsentligt.
Hidtil har bombetrusler ført til domme på 20-30 dages fængsel, men der er grund til at nuancere strafudmålingen, mener anklagemyndigheden - sådan at de groveste sager udløser en længere straf.
På grund af terrortruslen mod Danmark tager politiet oftere bombetrusler alvorligt. Og det betyder altså større udgifter.
Omvendt har den unge mands forsvarer, advokat Jeppe Søndergaard, bedt Højesteret om at gå den modsatte vej. Landsrettens dom er for hård. Truslerne var uprofessionelle og spontane, mener han.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde