Bombetrussel fik politi til at tømme fly efter landing i København
Der har natten til tirsdag ikke været foretaget anholdelser i forbindelse med en bombetrussel mod et fly, oplyser vagtchef. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kort efter trussel landede fly i Københavns Lufthavn og blev rømmet. Der blev ikke fundet sprængstoffer.
Politiet tømte mandag aften et fly, som var landet i Københavns Lufthavn, for passagerer efter en bombetrussel.
Det oplyser vagtchef hos Københavns Politi Espen Godiksen.
- Vi har modtaget en bombetrussel mod et fly. Den modtog vi klokken 21.47, siger Espen Godiksen.
- Flyet er landet i Københavns Lufthavn kort efter. Det blev tømt for passagerer, som alle sammen havde det godt. De håndteres nu et særligt indrettet sted til det i lufthavnen.
Flyet, som kom fra Polen, blev placeret afsondret fra almindelig drift og undersøgt nærmere.
Tirsdag morgen oplyser vagtchefen, at politiets undersøgelser er færdige, og at der ikke er fundet sprængstoffer på flyet.
Det nærmere indhold i bombetruslen ønsker vagtchefen ikke at komme ind på.
Godiksen har tirsdag morgen ikke yderligere kommentarer til efterforskningen, men siger, at den fortsætter på "fuldt blus".
Der er ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.
Vagtchefen ønsker ikke at udtale sig om alvorsgraden af truslen.
- Det har jeg ikke nogen kommentarer til, andet end at vi vurderer den slags fra gang til gang, og så handler vi ud fra de oplysninger, vi har, siger Espen Godiksen.
Københavns Lufthavns presseafdeling har oplyst til TV 2, at flyet kom fra Polens hovedstad, Warszawa.
Den resterende flydrift er genoptaget uden problemer, skriver mediet.
Det var omkring klokken 23.00, at Københavns Politi bekræftede på Twitter, at et fly var blevet rømmet.
- Vi er til stede i Københavns Lufthavn i forbindelse med en trussel mod et fly. Flyet er tømt for passagerer, og vi har indtil videre intet mistænkeligt fundet, skrev politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned