Bombetrussel mod Lalandia afblæst igen

For anden aften i træk blev feriecentret Lalandia ved Rødbyhavn lørdag ramt af en bombetrussel.
Og for anden aften i træk måtte gæsterne derfor evakueres fra stedet.

Men ligesom det var tilfældet efter fredagens bombetrussel, kunne politiet først på natten til søndag efter en grundig eftersøgning på stedet konstatere, at der ikke var nogen bomber.

Feriecentret åbner derfor efter planen igen i dag, søndag.

Lørdagens trussel blev ligesom fredagens afleveret skriftligt.

Politiets vagtchef Stefan Jensen fortalte lørdag aften til folketidende.dk, at truslen ligesom fredag blev opdaget ved, at en medarbejder fandt sedlen med bombetruslen liggende efterladt på et bord i centrets restaurant. Hvor længe sedlen har ligget der, vides ikke.

Ordlyden af truslen var ikke den samme som i fredags, men budskabet var det samme: At der ville sprænge en bombe i centret.

Politiet blev alarmeret klokken 17.34 og måtte igen afspærre området og sende bud efter bombehunde, som endnu engang undersøgte centerområdet.

Politiet ved ikke, om det er samme gerningsmand, der står bag, eller om truslen fra fredag har "smittet" og givet en anden samme dårlige idé.

- Vi er i fuld gang med at kigge videoovervågning igennem fra i går, men foreløbig har vi ikke fundet nogen spor ad den vej, fortalte Stefan Jensen lørdag aften.

Folketidende.dks reporter på stedet fortalte, at scenariet udefra set meget lignede det, der udspillede sig fredag aften. Dog havde man ikke tilkaldt brandvæsen og ambulancer til at holde stand by lørdag aften.

VED DU NOGET OM SAGEN? Så skriv til os på tip@folketidende.dk

Foto: Christian Oldin

OPDATERET SØNDAG 08.30: For anden aften i træk måtte feriecentret ved Rødbyhavn lørdag evakueres.

Offentliggjort Sidst opdateret