Bordelmutter idømt halvandet års fængsel
En 35-årig kvinde er torsdag idømt halvandet års fængsel for at drive bordeller flere steder i landet.
Dommen faldt i Københavns Byret, dommer og domsmænd valgte at gøre en stor del af straffen betinget.
- Hun har siddet varetægtsfængslet i to måneder. Den del af straffen er gjort ubetinget. De et år og fire måneder er blevet gjort betinget, fortæller Anders Larsson, som har været Københavns Politis anklager i sagen.
Kvinden har drevet bordellerne Romantica og Erotica på henholdsvis Østerbro og Nørrebro i København. Derudover stod hun bag bordellet Århus Babes i Grønnegade i Aarhus.
Kvinden har indgået lejemål på de tre adresser, og det er også hende, som har stået for vedligeholdelse af bordellernes hjemmesider og for at indrykke annoncer i aviser og på nettet.
Ifølge dommen har kvinden tjent 4,5 millioner kroner i den årrække, hun har fungeret som bordelmutter. Retten har med dommen konfiskeret beløbet.
- Beløbet stemmer overens med det, som hun selv har tilstået, fortæller Anders Larsson.
Anklagemyndigheden mente, at kvinden havde tjent langt flere penge. Ifølge sagens anklageskrift skulle beløbet ligge på den gode side af 11 millioner kroner.
Kvinden valgte at acceptere byrettens dom.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde