Det er blevet reglen fremfor undtagelsen, at danske fængsler og arresthuse har flere fanger, end der er celler til.
Ifølge nye tal fra Fængselsforbundet melder 35 af landets i alt 49 fængsler og arrester nu om alt optaget.
Flere af fængslerne melder endda om overbelægninger, hvor fangerne må spærres inde i eksempelvis besøgslokaler og motionsrum.
Udviklingen falder sammen med, at rekordmange personer i Danmark sendes bag tremmer. I år ventes den samlede straf til borgerne at runde 70.000 måneder, hvilket er en stigning på 40 procent siden 2001.
I samme periode er antallet af varetægtsfængslede borgere - altså folk, der endnu ikke er dømt for noget - steget med 60 procent.
Hos Kriminalforsorgen vækker udviklingen med overfyldte fængsler bekymring.
- Jo højere belægningsprocenten er, desto barskere bliver miljøet i fængslerne, siger vicedirektør i Kriminalforsorgen Annette Esdorf.
- De fyldte fængsler skaber jo både problemer for de indsatte, men så sandelig også for personalet, der oplever en øget risiko for konflikter, siger hun.
- Det går i sidste ende også ud over politiet, der skal køre arrestanterne længere og længere væk for at finde en ledig plads til dem, lyder det fra vicedirektøren.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker