Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter nu, at man er blevet underrettet om fundet af to lig i et bjergområde på den portugisiske ø Madeira.
Fundet sker fire dage efter, at to danske kvinder forsvandt på øen under en vandretur.
- De portugisiske myndigheder har oplyst til det danske konsulat i Funchal (Madeiras største by, red.), at der er fundet to omkomne i bjergområdet i Madeira, oplyser Borgerservice til Ritzau.
Ministeriet kan ikke bekræfte, at der er tale om danskere, men oplyser, at man har underrettet de nærmeste pårørende til de to forsvundne kvinder.
- Endelig identifikation af de omkomne vil finde sted i hovedbyen Funchal. Det vides endnu ikke, hvornår endelig identifikation kan finde sted, oplyser Borgerservice.
Det portugisiske nyhedsbureau Lusa kan dog citere en myndighedsperson for, at det er de to danske kvinder, der er fundet.
- Vi har fundet to lig, som er af de forsvundne, siger kilden.
Ifølge nyhedsbureauet er ligene fundet i et område med vanskelige adgangsforhold, og deres placering tyder på, at de har været udsat for et fald.
Redningsfolk har tidligere på dagen fundet en rygsæk i nærheden af ligene. Området, hvor kvinderne er fundet er afspærret for offentligheden.
De to danske kvinder, 73-årige Ulla Linnea Ruby og 77-årige Amalie Kjerstine Flindt, ankom til Madeira den 29. december og tog angiveligt på vandretur søndag den 1. januar.
Ingen har hørt fra dem siden, og derfor har politiet igangsat en efterforskning på den bjergrige ferieø.
Kvinderne er begge fra Aarhus og er ifølge Århus Stiftstidende begge rutinerede vandrere.
Inden rejsen havde de planlagt deres vandreture sammen med medlemmer af Dansk Vandrelaug, og nytårsaften havde de to kvinder fortalt nogle af de medrejsende på turen med Aarhus Charter, at de ville tage på tur næste dag.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker