Børn i buslykke slipper med knubs

De 40 børn, der tirsdag var involveret i en alvorlig busulykke på Isterødvej i Hørsholm, ser ud til at slippe med mindre skader. Et af børnene undersøges dog fortsat på Rigshospitalet.

Tre af børnene samt to voksne blev efter ulykken kørt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor man håndterer alvorligt tilskadekomne i forbindelse med ulykker.

- To voksne og to børn er let tilskadekomne. Det sidste barn gennemgår fortsat undersøgelser, udtaler klinikchef Claus Falck Larsen på Rigshospitalets hjemmeside.

Der var 40 børn om bord på bussen, da den blev torpederet af en modkørende bil, som var i gang med en overhaling.

Seks børn og to voksne blev efter ulykken indlagt på Hillerød Hospital. Region Hovedstaden oplyser til Ritzau, at man kun vil beholde de to voksne natten over.

En person omkom ved ulykken. Det drejer sig om føreren af den personbil, som bragede ind i bussen.

Sammenstødet fik bussen til at køre af vejen. Det skete ved vejbroen ved Damsholtevej. Ifølge brandvæsnets indsatsleder Jesper Djurhuus, der var blandt de første på stedet, var ulykken ganske alvorlig.

- Det er en voldsom ulykke forstået på den måde, at bussen er blevet ramt frontalt og er kørt gennem autoværnet og er faldet fire-fem meter ned på en vej og ligger på siden. Chaufføren er fastklemt, og børnene er i bussen, fortæller Jesper Djurhuus.

Indsatslederne fortæller, at man på grund af det kolde vejr måtte finde tæpper til de forulykkede børn. Flere af dem fik desuden mulighed for at varme sig i et hus i nærheden, indtil brandvæsnets busser kunne køre dem på hospitalet.

31 børn slap uskadt fra ulykken. De blev bragt til Hillerød Hospital, hvor de blev genforenet med deres forældre. På hospitalet blev de chokerede børn trakteret med blandt andet pizza og sodavand.

Børnene hører til i børnehaven Østerfælled Børnehus på Østerbro i København. Københavns Kommune oplyser, at man har sørget for krisehjælp i form af psykologer til forældrene.

/ritzau/

Rigshospitalet undersøger fortsat et af de tilskadekomne børn fra tirsdagens busulykke. Resten slap med knubs.

Offentliggjort Sidst opdateret