Bornholmslinjen vejleder utrygge kunder om alternative ruter
Færgeselskab får dagligt henvendelser fra utrygge Bornholms-rejsende efter sager om stenkast mod danske biler.
Sagen om stenkast mod danske biler på motorvej E65 i Sverige mærkes også hos Bornholmslinjen, der sejler mellem Ystad og Rønne.
- Vi får nogle opkald til vores drifts- og kundeservice fra folk, der har læst om fænomenet, og som bliver utrygge.
- Dem hjælper vi ved at fortælle om alternative veje at køre fra Malmø til Ystad, siger PR- og kommunikationschef Jesper Maack, Bornholmslinjen.
De seneste dage er antallet af sager om stenkast mod biler med danske nummerplader steget markant.
Torsdag har svensk politi samlet set modtaget 60 anmeldelser om stenkast mod danske biler, skriver bt.dk.
Senest er det kommet frem, at også en bus fra selskabet Bornholmerbussen har været ramt af stenkast.
De fleste bilister er sluppet med skrækken, men i et enkelt tilfælde har en 70-årig mand fået alvorlige skader på tænder og det ene øje.
Bornholmslinjen sejler også på ruten Køge-Rønne, og der er ifølge Jesper Maack flere, der gerne vil ombooke billetter fra Ystad til Køge.
- Nogle spørger, om de kan komme med fra Køge i stedet. Der er desværre meget udsolgt i hverdagene på grund af store mængder fragt til Bornholm, siger han.
De alternative ruter fra Malmø til Ystad er via landeveje, og derfor skal kunderne afsætte ekstra tid til køreturen.
- E65 er den hurtigste vej mellem Malmø og Ystad. De andre ruter er lidt mere på småveje, så man skal afsætte længere tid til at komme frem.
- Men i den situation, der er lige nu, er det måske også værd at overveje, siger kommunikationschefen.
Sagen om stenkast kommer på et tidspunkt, hvor højsæsonen for turismen på Bornholm står for døren.
- Vi står på randen af højsæsonen på Bornholm. Det er uger, hvor der kommer rigtig mange mennesker frem og tilbage.
- Derfor er vi også glad for at se, at svensk politi har sat mange ressourcer ind i at efterforske og forhåbentligt opklare sagen, siger Jesper Maack.
Sveriges justitsminister, Morgen Johansson, har torsdag oplyst, at svensk politis nationale operative afdeling (NOA) er blevet sat på sagen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde