Ethvert forældrepars mareridt udspillede sig søndag på Østerbro i København, da en 14 måneder gammel dreng i en barnevogn forsvandt fra en baggård i Orøgade 38.
Den oprørte mor fortalte politiet, at drengen ved 13.30-tiden var blevet lagt til at sove i sin barnevogn. Da moren 20 minutter senere ville kigge til drengen var barnevogn og barn væk.
Omtrent en time efter morens alarmopkald dukkede drengen op i den nærliggende Tåsingegade, hvor barnevognen var blevet efterladt.
- Det kunne se ud som om, at det er en barnevognstyv, der har fået mere med, end han havde forestillet sig, men vi ved endnu intet konkret andet end, at barnet heldigvis ser ud til at være uskadt, siger central efterforskningsleder Gunnar Nørager ved Københavns Politi.
Politiet efterlyser nu vidner, der har set en person trille af sted med barnevognen omkring klokken 14. Barnevognen er rødbrun af mærket Emmaljunga og har tre hjul.
Et vidne har forklaret politiet, at der lørdag var en omkring 45-årig mand i Orøgade, der gik rundt og kiggede ned i barnevognen, men det er uvist, om der er en forbindelse til søndagens kortvarige bortførsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker