Brændende bil stoppede tog over Storebælt

Kort før klokken 15 blev togtrafikken over Storebæltsbroen indstillet, oplyser Banedanmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

En brændende bil satte onsdag eftermiddag en stopper for togtrafik over Storebæltsbroen i begge retninger.

Det oplyser Banedanmark på Twitter.

- Politiet har standset togtrafikken over broen. Der kører derfor ikke tog over Storebælt pt, lød det i tweetet.

I cirka en halv times tid holdt flere tog stille, før der atter blev åbnet op.

Selskabet bag broen, A/S Storebælt, oplyser på sin hjemmeside, at hændelsen skabte kødannelser for den øvrige trafik.