Brand hærger i Odense: Røgen kan være farlig
En større brand i nogle industribygninger på Peder Skrams Vej i det sydøstlige Odense udvikler mandag aften en kraftig røg, der kan være farlig.
Fyns Politi opfordrer folk i området til at gå indendørs og lukke døre og vinduer og eventuelle ventilationsanlæg.
Alarmen om branden kom klokken 19.15.
På adressen ligger et firma ved navn Dorch & Danola, som politiet endnu ikke har fået kontakt med. Derfor er der endnu ikke overblik over hvilke farlige stoffer, der eventuelt er på adressen. Der er muligvis tale om kemikalier og linolie, men det er ikke bekræftet.
- Vi har endnu ikke konstateret, om den røg, der udvikles ved branden, er giftig, men for en sikkerheds skyld har vi udsendt en advarsel, siger politiassistent Ole Andersen, Fyns Politi.
Politiet råder for en sikkerheds skyld de omkringboende til at gå ind og til at søge læge, hvis de føler ubehag. Det er folk, der bor øst for Ejbygade og Ørbækvej og nord for Nyborgvej og Munkerisvej, som skal være forsigtige, oplyser politiet.
Politiet har afspærret et større område omkring den brændende industribygning, som får lov til at brænde ned under brandvæsnets kontrol.
- Den bygning, der brænder står ikke til at redde, siger Ole Andersen.
Brandvæsnet bruger kræfterne på at redde de nærliggende bygninger fra også at blive ildens bytte. Der er blandt andet rekvireret to tankvogne fra Kerteminde med ekstra vand.
Der er ifølge politiet ikke beboelse i nærheden, og der er ikke oplysninger om, at nogen er kommet til skade.
Brandårsagen er indtil videre ukendt, oplyser politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker