Brand hærger taget på idrætscenter i Nordjylland
En håndværker er sendt til observation for røgforgiftning, efter at en brand opstod under pålægning af tagpap.
Flammer har fået godt fat i taget på Skovsgaard Idrætscenter ved Brovst i Nordjylland.
Anmeldelsen kom ind på 112 tirsdag eftermiddag klokken 14.15, men tæt på klokken 17.30 lyder det fra vagtchefen hos Nordjyllands Politi, at der stadig er ild i taget.
- Taget er svært brandskadet, og man slukker stadigvæk, siger vagtchef Michael Elkjær.
Ifølge politiet er vurderingen fra det lokale beredskab, at branden opstod, da man arbejdede med at lægge nyt tagpap på hallens tag.
En håndværker er blevet sendt til skadestuen for at blive observeret for røgforgiftning. Politiet ved ikke, om det er den samme håndværker, som lagde tagpap på idrætshallens tag.
Ellers har ingen borgere været til fare under branden, lyder det fra vagtchefen.
I april i år var opvarmning af tagpap med en gasbrænder også skyld i, at der gik ild i taget på Experimentarium i Hellerup.
Brandteknisk Institut efterlyser ifølge TV Midtvest et lovkrav om, at alle, der arbejder med varmt arbejde som tagpap, skal på kursus og have et sikkerhedsbevis for at mindske antallet af ulykker.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker