Brand i dykkercenter skabte eksplosionsfare

Et større område omkring Skibhusvej i Odense blev lørdag eftermiddag afspærret, da der udbrød brand i et dykkercenter.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Der var omkring 100 trykflasker i kælderen og en stor tank til at fylde flaskerne, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Kim Munksgaard.

- På grund af eksplosionsfaren oprettede vi en sikkerhedszone på 200 meter omkring dykkercentret, fortsætter han.

Sikkerhedszonen gik blandt andet ud over en Rema 1000, som måtte lukke.

- Beboerne i området blev dog ikke evakueret, men fik besked på at holde sig indendøre, siger Kim Munksgaard.

Brandvæsnet kom hurtigt til stedet, og efter en halv time kunne alarmen afblæses, da ilden var slukket.

- Ingen personer er kommet noget til, og det er kun dykkercentret og en lejlighed, der ligger ovenpå, der har fået skader i forbindelse med branden, siger vagtchefen.

/ritzau/