Brand i flishugger antændte skovbrand

Foto: Claus Hansen, arkivfoto

Et areal på cirka 1.000 kvadratmeter af skoven på Bøtø blev antændt, da der tirsdag morgen gik ild i en flishugger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lolland-Falster Brandvæsen fik brug for en masse vand, da der tirsdag morgen kort før klokken ni gik ild i en flishugger et godt stykke inde i skoven på Bøtø på Sydfalster.

Ifølge vicebrandinspektør Helgi Bachmann nåede ilden at sprede sig til et cirka 1.000 kvadratmeter stort areal - svarende til en stor villagrund, inden den blev slukket.

Det vides endnu ikke, hvorfor flishuggeren brød i brand, men den var fyldt med flis da det skete, og det var med til at komplicere slukningsarbejdet en smule.

Flishuggeren er ifølge vicebrandinspektøren helt udbrændt, og han har tilkaldt Guldborgsund Kommunes miljøvagt for at kigge efter, om der skulle være sket forurening i forbindelse med branden. Flishuggerens ejer er også tilkaldt.

Selvom ilden altså nåede at få fat i et større område, så har der ikke været fare for hverken dyr eller mennesker, oplyser Helgi Bachmann.

Ved 10.15-tiden var de 12-13 mand fra brandvæsnet i gang med efterslukningen og med at væde jorden for at sikre, at en lille glød ikke pludselig får antændt skoven en gang til.
For at hjælpe sig i det arbejde, har brandfolkene sendt en drone i luften, som kan hjælpe med at skabe overblik over situationen.