Brand i hus under renovering

Foto: Per Houby, arkivfoto

Brandvæsnet kaldt til ejendom på Nordlolland tidligt lørdag morgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politi og brandvæsen blev kort før klokken fem lørdag morgen kaldt ud til en brand på en ejendom på Blanshovedvej på Nordlolland nogle kilometer nordvest for Bandholm.

Der var gået ild i stuehuset, som i øjeblikket er under renovering. Ifølge politiets vagtchef brændte det under tagkonstruktionen, men der var hverken biler eller mennesker at se på stedet, da politi- og brandfolk nåede frem.

Det fremgår ikke af politiets døgnrapport hvor store skader, der er sket, ligesom brandårsagen heller ikke kendes. Huset er nu dækket af, og så vil sagen blive undersøgt nærmere af lokalpolitiet på mandag, oplyser vagtchefen.