Brand ikke slukket: Folk i Slangerup skal blive inde
Brandfolkene kæmper midt på aftenen stadig med en villabrand i Slangerup, og folk i byen skal fortsat blive inden for med lukkede døre, vinduer og ventilation.
Tre timer efter, at branden brød ud i villaen på Sct. Michaelsvej, udvikler den stadig så meget røg, at politiet opfordrer folk til at blive inde.
- På et tidspunkt troede vi, at den var under kontrol, men så eksploderer nogle røggasser, og branden blusser op igen, siger Ole Hestbæk, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Ritzau.
Umiddelbart tyder intet på, at røgen er giftig.
- Al røg er jo farlig, men vi har ingen oplysninger om, at der skulle være kemikalier eller andet i villaen, som gør røgen specielt giftig, siger Ole Hestbæk.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden. Familien, der bor i villaen, var ude at bytte julegaver, da naboer opdagede, at huset stod i flammer og slog alarm.
Politiet kender først brandårsagen om nogle dage, når teknikere har haft mulighed for at undersøge huset.
- Vi hælder til, at det måske kan være en fejl i de elektriske installationer. Der er intet, der indikerer, at der er tale om en påsat brand, understreger vagtchefen, der ved 21-tiden håber, at man "snart" kan afblæse alarmen i Slangerup.
Hvis man føler ubehag efter at have været i forbindelse med røgen, bør man kontakte lægevagten.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie