Brand kunne være gået helt galt: - Deres indsats har potentielt reddet huset

Vakse folk forhindrede brand i at sprede sig. Arkivfoto: Lolland-Falster Brandvæsen

En mand og hans venner reagerede hurtigt, da ilden fik fat i en tilbygning til et hus på Lolland. Indsatslederen tøver ikke med at erklære, at selskabet har forhindret branden i at tage fat i selve huset.

Offentliggjort Sidst opdateret

En, med indsatsleder Henrik Brøndbjerg Christensens egne ord, melding, der lyder "ret voldsom", tikkede lørdag efter middag ind til brandstationen i Nakskov.

Beskeden om bygningsbrand i villa/rækkehus fik brandfolkene fra Lolland-Falster Brandvæsen til at fare mod Langø syd for Nakskov.

- Der kommer forskellige meldinger ind, der tyder på, at der er godt gang i den, siger indsatslederen, imens brandbilerne haster mod Langø.

Ihærdig med haveslangen

En tilbygning til huset, et skur beklædt med stålplader udvendigt, var brudt i brand.

Husets mandlige beboer og en række venner havde reageret prompte. Udstyret med en haveslange var de gået i gang med at pøse vand på skuret. Det skal ejeren prise sig lykkelig for.

- Det kunne nemt været gået helt galt, men de gode folk på adressen har lavet en kanon indsats selv med en vandslange og har faktisk været i stand til at holde skansen, indtil vi kom, siger indsatslederen

- De var meget ihærdige med haveslangen og insisterede på at pøse vand på, indtil vi havde vores slanger fremme. Det er altså godt arbejde. Det er virkelig deres fortjeneste, siger Henrik Brøndbjerg Christensen og fortæller, at de forhindrede ilden i at sprede sig til skurets tag og videre til selve huset.

- Hvis de ikke havde gjort den indsats, var det brændt videre mod huset. Deres indsats har potentielt reddet huset, siger han.

Brand startet udenfor

Brandvæsenets arbejde bestod i at efterslukke og tjekke konstruktionen for gløder.

- Vi har skåret bagbeklædningen og kunne se, der var gløder. Dem har vi slukket, siger indsatslederen og fortæller, at skuret ellers har det fint.

Han fortæller, at der ikke er tale om en brand startet af en ukrudtsbrænder, selvom branden er opstået udefra.

- Det er ikke sikkert, han har lyst til at få det ud i offentligheden. Men jeg kan sige så meget, at der er tale om et uheld af en art, forklarer indsatslederen.